SE BILLEDERNE: 250 HOLD TIL JULECUP I HJØRRING


VENDELBO:POSTEN D. 28 december 2018

Tekst:Birgit Eriksen, Foto: Martin Damgård

SE BILLEDERNE

LIUF arrangerer Home Hjørring Cup i både indefodbold og futsal

HJØRRING: 250 hold har efter jul givet bolden op til kamp i den traditionsrige juleturnering i Park Vendia og Lundergårdhallen. Holdene fordeler sig med 151 til indefodbold og 99 til futsal.

Home Hjørring og LIUF Fodbold står bag juleturneringen Home Hjørring Cup.

I hallerne sørgede engagerede forældre, søskende, familie, venner og andre interesserede for god stemning på tilskuerrækkerne, mens spillere i alle aldre sørgede for drama og velspillede bolde på banerne. Og mindst 2.000 fodboldspillere har været på gulvet, når stævnet slutter lørdag.

Arrangørerne har de seneste år oplevet at flere og flere hold valgte indefodbolden fra og futsal til. Men den tendens er vendt i år, idet der er flest indefodboldhold tilmeldt.

  • Den tilbagevendte interesse for indefodbold ses især hos de yngste og de ældste. I årgangene U6 og U5 er der nemlig i alt tilmeldt 26 hold og i herresenior hele 29 hold. Af de 29 hold er mindre end halvdelen klubhold. De øvrige er private hold, hvor venner benytter en af juledagene til at mødes til en gang indefodbold, oplyser Ole Nielsen fra LIUF.

Der bliver afviklet 467 kampe i tre haller på de tre kampdage. De fleste hold kommer fra Hjørring kommune og de omkringliggende byer, men der deltager også hold fra Aalborg, Viborg og Thisted.

LIUF Fodbold har været arrangør siden 1986, og turneringen er for drenge og piger i alderen 5-18 år, samt herre- og damesenior.

  • For klubben betyder det selvfølgelig også, at der skal mange hjælpere i sving, som stævneleder, tidtager og resultatfører. Og cafeteriet i Lundergårdhallen skal bemandes fra morgen til aften de tre dage.

Comments are closed.